Vi har desværre ikke mulighed for at købe brugt IT. Det vil være for tidskrævende og økonomisk risikabelt, at fastsætte købspris, vurdere risiko, istandsætte og yde den påkrævede garanti. Vi kan dog godt hjælpe dig af med din gamle telefon, computer eller tablet ved køb af ny, og sørge for at dine data destrueres på forsvarlig vis inden det sendes til elektronikskrot.

Se vores udvalg af refurbished, og hvis vi ikke har din ønskede model på lager, så kan du kontakte os, og så undersøger vi gerne, om vi kan skaffe den hjem.

Et batteri bliver slidt med tiden, og mister sin kapacitet. Det kan både komme til udtryk ved hurtigt at falde fra f.eks. 50% til 20%, eller at telefonen ikke viser den rigtige batteriprocent.

Det kan også være at din telefon pludseligt slukker selvom den skriver at der er masser af strøm på batteriet. Problemet skyldes ofte at batteriets elektroniske styring bliver upræcis, og derfor fortæller en forkert batteriprocent til telefonen. I nogle tilfælde kan du også opleve at en iPhone ikke starter op, på grund af en fejl i kommunikationen med batteriet.

Se prislisten for batteriskifte eller kontakt os.

Skidt og snavs i telefonens ladeport er ofte årsagen til løs forbindelse under ladning, eller at telefonen ikke vil tage strøm. Du vil blive overrasket over, hvor meget fnuller, der kan samle sig dernede -og derfor kan en rens af ladeporten i langt de fleste tilfælde løse problemet! Men det kræver lidt snilde, for i bunden af telefonen sidder en masse små kontaktben, som ikke må beskadiges. Heldigvis kan vi klare en rens af ladeporten på få minutter og til den lette sum af 50 kr. Og hvis det viser sig ikke at løse problemet, undersøger vi selvfølgelig, hvordan vi så kan få det fikset.

Ofte kan flere problemer løses i samme omgang, hvilket gør reparationen billigere end du tror. Hvis du eksempelvis har en iPhone 6S med beskadiget skærm og dårlig lyd fra højtalerne, vil begge problemer blive løst ved en udskiftning af skærmen. Det skyldes, at der på den nye skærm til den model er et nyt og rent støvfilter foran samtalehøjtaleren.

Det er derfor også ofte en billigere løsning at få repareret flere ting samtidig; især hvis du har en telefon, hvis model er tidskrævende at åbne og lukke ved reparation. Og du skal naturligvis ikke betale fuld pris på alle reparationerne. Fx vil du ved batteriskift sammen med skærmskift få halv pris på batteriet.

Find din model, og bestil dine reparationer online på hjemmesiden. Du er også velkommen til at kontakte os.

Foran højtaleren i telefonen sidder et lille “filter”, som skal forhindre, at der kommer skidt og snavs ind i højtaleren. Dog bliver det med tiden alligevel stoppet til, og det gør, at lyden ikke kan “komme ud”. Lydstyrken kan være lav eller forvrænget, og ofte opstår det meget pludseligt.

For at få renset filteret skal telefonen skilles ad; filteret blæst igennem med trykluft; og eventuelt også renset mekanisk.

Det lyder måske kompliceret, men ofte kan vi klare det på en halv times tid, og det bliver sjældent dyrere end et par hundrede kroner; og det er helt klart forsøget værd frem for at bestille nye reservedele hjem som det første.

Gode råd og FAQ

Vi får ofte besøg af kunder, som synes at et problem virker uoverskueligt, især hvis der er flere problemer med en telefon, tablet eller computer. Her har vi samlet nogle hyppige problemer som nemt kan løses, og for det meste langt billigere end du tror.